December…

December…
Gertrud Sand har ingenting på Konrad!

December! Den er her og indtil videre forløber den akkurat som den plejer.

Julepynten kom op forrige weekend og består af overdådige juledekorationer lavet af drengene, et lysende nisselandskab, arvestykker, lyskæder i alle afkroge  og et juletræ lavet af det pureste plastik købt til den nette sum af 138kr i Harald Nyborg. [<3]

Arrangementerne fylder allerede kalenderen op! Sfo-fester, juleklip i børnehave og skole, luciaoptog, æbleskivehygge, julefrokoster, juletræsfester, julebag, julegaveindkøb og gaveindpakning.

Nissen kigger ligeledes forbi hver dag med gaver og drillerier (blå mælk og pebernødder i støvlerne – Intet nyt og revolutionerende på den front) og der skal ses julekalendere på både Ramasjang, DR og TV2. Der skal også åbnes diverse chokoladekalendere, og børnehavens drillenisse kræver også forplejning.

Der skal fortælles historier og spilles ‘Last Christmas’ og ‘Feliz Navidad’ på repeat, og der skal samtidig være tid til ægte nærvær og de der uforglemmelige julehyggestunder….og så må vi ej heller forglemme ‘Alene Hjemme’ 1 og 2 som skal ses et minimum af 5 gange inden vi når den 24, sådan er det bare – en gammel uskreven regel, så vidt jeg husker! (Alene Hjemme 3 er så afgjort et no-go!)

Samtidig byder December også, traditionen tro, på en hulans masse sygdom! Altså vi taler om febersyge børn på ugebasis. Vi plejer egentligt, at være forskånede for diverse vira det meste af året (7-9-13), men i december tager vi i den grad revanche! Altså vi afløser lidt hinanden på den front – ingen grund til at gøre den slags kollektivt!

Mit feed gløder desuden over på Instagram af overskud, stilrene julehjem og hjemmekogte klejner. Alt ånder nærmest idyl.

December er altså fantastisk på sin helt egen kantede måde. Den er jo egentligt også ret hård, stressende og dyr. Men mest af alt traditionsbunden og magisk – al travlheden taget i betragtning.

Drengene kampelsker magien og spændingen og har sat en milliard x’er i diverse legetøjskataloger, mindst! De kan slet ikke få armene ned og det er lige præcis dét der tæller. Men jeg vil gerne give et skud ud til alle de forældre der , ligesom jeg, agerer hverdags-magikere og lystløgnere her i december måned.  Det kan være en hård tjans, men vi er enige om, at det er det fedeste i verden, at holde jul når man har børn, ik?

Og når løbet så er kørt d. 24 december og alle pakkerne er flået op og spændingen forløst, så giv jer selv et anerkendende klap på skulderen, indhaler et godt (læs: stort) glas rødvin, ta’ en dyb indånding og mærk julefreden sænke sig ❤️

Glædelig jul!

/Søs (aka drillenisse, træt mor, juleelsker, lystløgner mv)

 

 

 

 

En ny start!

En ny start!

Bloggen her har været et stykke tid undervejs, men nu er den her! [YAY]

Først og fremmest, HEJ! Jeg hedder Søs og jeg er 32 år gammel OG jeg er mor til to drenge, Peter på 6 år og Konrad på 4 år. Vi bor i det nordvestlige Aarhus i et lille rækkehus med udsigt til Bilka, og det er vi faktisk ret vilde med – både huset og udsigten.

Jeg er derudover pædagogstuderende, livsglad, selvironisk, lettere forvirret, kronisk positiv, ret kreativ og pokkers glad for at skrive, spille på ukulele og spise god mad.

…men hvad vil jeg så med den her blog? Jeg er jo ikke ligefrem den første 32årig mor med noget på hjerte? Men her hos mig vil jeg primært dele ud af hverdagen, og gerne på den ærlige måde. Jeg har en del indlæg på vej som bl.a. inkluderer pædagogisk tankemylder, hverdagsanektoter om livet med børn på godt og ondt, opskrifter (jeg har ingen sukkerpolitik på bloggen – så er i advaret), samsovning, fotoserier, kreaideer og meget meget mere, og det bliver pissegodt!

Jeg glæder mig til det her og jeg håber vitterligt, at i har lyst til at læse med -det kunne være så hyggeligt!

Kh. Søs